Sommertræf 2022 i Danmark, Askehøj Camping, 11.-17. juli 2022

Opdateret 2. november 2021

Du skal selv booke plads via Askehøj’s bookingsystem på www.askehoj.dk og kan allerede gøre det i dag, men HUSK at fortælle, at I deltager i Morristræf! Hytter og pladser er nemlig forhåndsreserverede. Campingpladsen ligger i flot natur, og vi vil så vidt muligt blive samlet i samme del af pladsen.

Pladsen har 16 hytter af forskellig standard og 2 campingvogne, der også kan bookes på Askehøj’s hjemmeside efter først til mølle princippet. Vær opmærksom på, at der på hjemmesiden står, at minimumslejen er 1 uge. Dette krav har vi forhandlet væk, så hytterne kan lejes på dagsbasis. Vi har også forhandlet en rabat i form af bortfald af pladsgebyret på 55 DKK pr. døgn.

Vi vender senere tilbage med program og klubbens egen tilmeldingsblanket. Men som en lille appetitvækker kan vi fortælle, at selvom vi gerne må drikke vores medbragte øl og vin, så får deltagerne rabat på fadøl fra Hancock i hvert fald fredag og lørdag!

Så der er al mulig god grund til allerede nu at få skrevet næste års sommertræf ind i kalenderen.